Stage

Stageholdet Trainees

Solo

Her arbejdes kun i ringe omfang med egentlig sangteknik. I løbet af de seks sololektioner koncentrerer vi os først og fremmest om intonation og rækkevidde. Kun hvor disse viser sig afhængige af sangteknisk indsigt og kunnen berøres dette.

Soloundervisningen bliver for nogen en hjælp til indstudering af sange. Til Trainees gives 25 % rabat på supplerende soloundervisning idet omfang der endnu er pladser.

Kor

Der arbejdes med enstemmige satser henover kanons til egentlig to- evt. flerstemmighed. Musikken hentes i vid udstrækning fra tegnefilm, film og musicals passende til aldersgruppen.

Opvarmningen tager afsæt i noget af Ian Adam's øvelsesmateriale. Der bliver introduceret for twang.

Hørelære (i tilknytning til kor)

Der arbejdes med skalaer, treklange og de vigtigste trintal. Begreberne toneart og tonekøn bliver behandlet.

Repertoirekendskab

Til class (ca. hver fjerde mødegang) lytter de til gennemgang af musiklitteratur fra opera og musical.

Drama

Der arbejdes med små frigørende øvelser, koncentrationsøvelser og lidt improvisation. Vi gennemarbejder enkelte scener fra diverse tegnefilm og/eller musicals.

Scener

I en del tilfælde indrages og indstuderes hele handlingen omkring de enkelte musikalske numre.

Dans

Der arbejdes med den grundlæggende danseteknik, dette med udgangspunkt i at træne holdning og kropsbevidsthed til at blive performer. Der undervises i små koreografier, der retter sig til repertoiret fra den øvrige undervisning.

Shows og produktioner

Mindst en gang i løbet af sæsonen bliver der lejlighed for et publikum til at se noget af det, der er blevet arbejdet med i et temashow. I nogen udstrækning bliver der mulighed for at levere indslag i de shows, der er forbeholdt Stage League

Stageholdet League

Solo

Udover holdning, åndedræt, afspænding og opspænding trænes forskellige sangteknikker og virkemidler såsom twang, belting, cry, sob og speech.

Der arbejdes med forskellige sange udfra den enkelte elevs umiddelbare kunnen og behov. Hvor det er pædagogisk hensigtsmæssig tages også hensyn til elevens egen smag. Som udgangspunkt synges sangene på originalsproget, men suppleret med danske oversættelser i det omfang sådanne forefindes i en ordentlig kvalitet.

Kor

Der arbejdes fra enkle og lette tostemmige kor-satser henimod lidt større firestemmige kor fra musical litteraturen, hvoraf nogle er knyttet til dans. Til disse indstuderes en tilhørende koreografi. Vi bruger bl.a. Ian Adam's opvarmningsøvelser

Hørelære (i tilknytning til kor)

Basal nodelære, sang på trintal, de vigtigste intervaller, lidt sang fra blad og basal harmonilære.

Repertoirekendskab

Deltagerne skal alle, enkeltvis eller i grupper (på højest 3), i løbet af sæsonen hver gennemgå et enkelt stykke musikteater i form af en musical eller en opera. Vi skal høre om handlingen, epoken, komponisten og tekstforfatteren. Vi skal have en karakteristik af de vigtigste karakterer og høre centrale musikalske eksempler. Varighed: 30-45 min. Vi regner med et indslag af denne type til class stort set hver gang.

Drama

Der arbejdes med små scener, fra monologer til ensembler, sketchs samt brudstykker fra musikteaterlitteraturen. Der knyttes øvelser til forløbet efter behov.

Scener

I en del tilfælde indrages og indstuderes hele handlingen omkring de enkelte musikalske numre. Nogle sange og danse bevares således i deres oprindelige kontekst.

Dans

Der arbejdes med holdning, kropsbevidsthed og personlig performance. Den grundlæggende danseteknik tager udgangspunkt i jazz og retter sig mod de koreografier, der tilhører repertoiret fra den øvrige undervisning. Der lægges stor vægt på den individuelle træning og fremgang.

Shows og produktioner

Et par gange i løbet af sæsonen bliver der lejlighed for et publikum til at se noget af det, der er blevet arbejdet med i et temashow.